Stiller man en amerikaner dette spørgsmål, vil han se helt uforstående ud. På den side af Atlanten fisker de nemlig udelukkende laks med enhåndsstænger - uanset vandets og fiskens størrelse. Traditionelt er tohåndsstangen et europæisk fænomen, der dog langsomt er ved at brede sig til Canada. Canada har jo også nær tilknytning til England via Commonwealth, så måske derfor?

Det er under alle omstændigheder fra England, at tohåndsstangen stammer.

Tohåndsstængerne har altid haft deres berettigelse – også før fremkomsten af kulfiber. Alene længden sætter dem i stand til at fiske på steder og afstande, og udelukker enhåndstængerne. Og så kunne de – trods splitcanens høje vægt – stadig håndteres med to hænder. Når det gælder laks og store havørred i store åer og elve er der således god grund til at tænke tohånds. Med en god tohåndsstang har man virkelig styr på tingene både under fiskeri og fight. Og efter fremkomsten af kulfiber er laksefluestængerne blevet både længere og lettere. I dag  kræver det således ingen speciel fysik at håndtere selv en 15 fods fluestang – der fremstilles endda flagstænger på både 18 og 20 fod!

Et af de bedste argumenter for tohånds fluestænger er deres formidable evne til at rulle- og spey-kaste. Disse kast gør det muligt at fiske selv på steder, hvor man bogstaveligt talt står med ryggen mod en mur – steder, der ikke kan befiskes med enhåndsstang. Til gengæld skal det indrømmes, at tohåndsstænger kun egner sig til det traditionelle ”tværsover og nedstøms” fiskeri med vådflue. De dur ikke til mere avancerede former for laksefiskeri med eksempelvis tørflue og nymfe. Her kræves der fuld linekontrol både opstrøms og nedstrøms – noget, der kræver flittigt arbejde med venstrehånden. Her dur kun enhåndsstangen.