En fluestangs aktion er noget af det mest ude finérlige, der findes. Ordet "aktion" betegner en stangs måde at flexe på under belastning, men indbefatter samtidig meget mere end som så. Aktionen fortæller ligeledes om stangens måde at "lade op" på, når fiskeren trækker linen fri af vandet eller blot blindkaster. Der findes ingen standardisering, og valget af aktion afgøres derfor ofte af smag of temperament. Det er derfor ofte uhyre vanskeligt at skrive noget fornuftigt om netop "aktion".

I de gode, gamle dage, dat splitcane var enerådende, skelnede man kun mellem to aktionstyper - tørflue og vådflue. Tørfluestangen havde en hurtig topaktion, så man kunne tørre sin flue med hidsige blindkast. Vådfluestangen havde omvendt en langsom helaktion, der ikke slog vandet af fluerne under kast.

Så enkelt er det desværre ikke længere. I dag fremstilles der stænger i splitcane, glasfiber, kulfiber og boron med mere - massive såvel som rørbyggende. En massiv stang - det være sig i splitcane eller boron - har en aktion, der kun afhænger af materialet og taperingen. Anderledes kompliceret bliver det, når talen falder på rørbyggede stænger. Her spiller faktorer såsom materiale, klingens diameter, væggenes tykkelse samt ombygning ind.

Det vil fører alt for vidt at komme ind på alle disse faktorer og deres betydning, så i stedet vil vi prøve at skære igennem med nogle generaliseringer.

Man kan om en stang sige, at de4n har top-, medium eller helaktion. En fluestang med topaktion kaster stor set kun med toppen, der derfor er blød, mens resten af stangen er stiv. Det er en aktionstype, som ikke egner sig til fluestænger, der skal kunne arbejde med mangel forskellige linelængder ude. En stang med helaktion flexer - som navnet siger - jævnt ned gennem hele stangen og helt ud til håndtaget. Mediumaktionen er naturligvis den bløde mellemvare.

En stang kan også have en såkaldt progressive eller parabolsk aktion. Det drejer sig her om en aktionstype, hvor stangen gradvis flexer længere ned i klingen med tiltagende belastning. Den parabolske aktion blev lanceret af den franske fluefisker, Charles Ritz, og derefter inkorporeret i Pezon et Michel's berømte splitcane stænger. Betegnelsen er imidlertid noget misvisende, da der ikke er tale om en progressiv aktionstype.

Endelig kan man støde på et begreb som "compound taper", der blot betyder, at stangen flexer i vel afgrænsede dele - i stedet for gradvis og jævnt. Compound taper kunne også betegnes som en stykkevis tilspidsning, hvor de forskellige stykkertræder i aktion (undskyld!) med tiltagende belastning.

Og for at gøre forvirringen komplet, kan man tale om langsomme eller hurtige stænger - alt efter deres måde at lade op på og igen afgive kraften på til linen...

- Hvad er så bedst? Der er ikke noget fyldestgørende svar på dette spørgsmål, men der er dog brugbare retningslinjer. Topaktion egner sig som allerede nævnt ikke til fluestænger, der skal kunne kaste mange forskellige linelængder, og topaktion er derfor bedst egnet til spinnerstænger, hvor man arbejder med en bestemt kastevægt hele tiden.

Langt bedre er stænger med progressiv eller parabolsk aktion. Jo mere man belaster sådanne stænger, desto dybere og mere arbejder de. Man kan sige, at de - modsat topaktion - vokser med opgaven. Klingens kraftreserver udnyttes helt efter behov. Stænger med helaktion er ligeledes velegnede til fluefiskeri, omend de kræver mere træning og en anderledes kastestil. Det er derfor de færreste begyndere, der trives med udpræget helaktion, hvor bundstykket kan virke for svagt og kraftesløst. Som begynder er man derfor bedre tjent med en progressiv aktion, hvor der er gode kraftreserver i bundstykket.