Optiske hjælpemidler


Observation er nøgleord i fluefiskeri. Det hjælper ikke meget at have de bedste grej eller være den bedste kaster, hvis ikke man har evnen til at se og observere, hvad der foregår omkring én. Det er heri, forskellen mellem den dygtige og den middelmådige fisker ligger. Og det er det, som den fornemme overskrift ”Optiske hjælpemidler” hentyder til.

Fluefiskeri er faktisk en farlig form for beskæftigelse – for øjnene. I blindkast efter blindkast suser skærpede og superskarpe fluekroge gennem luften med høje hastigheder – tæt på hoved og øjne. Et lille vindpust og skaden er sket. I bedste fald øjet. Det er ingen spøg at få en krog i øjet. Det er sket masser af gange – meget ofte med blindhed til følge. Der er derfor al mulig grund til at beskytte øjnene under fiskeri – bedst og nemmest med et par polaroidbriller.

Polaroidbriller er blevet et uundværligt hjælpemiddel for fluefiskeren, der hermed slår to fluer med et smæk. For det første opnår man den fornødne beskyttelse af øjnene, og for det andet fjerner polaroidbrillerne en stor del af det irriterende glar på vandet. Men hvad er egentlig polarisation. Det menneskelige øje er i stand til at klare de fleste lysintensiteter på tilfredsstillende vis. Der er imidlertid situationer, hvor det må give op, for eksempel i stærkt modlys og lys, der reflekteres fra en vandflade. Lys, der kastes tilbage fra vandoverflade, er altså til en vis grad polariseret. Det er således polariseret lys, der hindrer os i at se ned i vandet, og studere fisken i dens naturlige miljø. Netop derfor er polaroidbriller så uundværlige for fluefiskeren. De er nemlig i stand til at frafiltrere nogle af de irriterende reflekser fra vandet. Ikke blot beskytter de mod sollyset som almindelige solbriller, de tillader samtidig, at man ser ned i vandet. Polaroidbriller fås med glas i flere farver, men kun to farver er noget værd i praksis, nemlig gul og gråbrun. Den mørke er den mest anvendte, men gul vinder mere og mere indpas. Gult glas er nemlig en udpræget fordel i gråt og tåget vejr, da det fremhæver kontrasterne og således får billedet til at stå mere skarpt. Har man i forvejen brillerer det let at medbringe to clips-ons, en i gråbrun og en i gul. Det samme gælder de nye polaroidbriller med udskiftelige glas. Som fluefisker bør man altid have sine beskyttende polaroidbriller på, men de kan blive et problem under fiskeri i skumringen og om natten. Gule glas hjælper her noget, men sluger alligevel for meget lys. Bedst er de dyre photochromatiske glas, der skifter farve med lysintensiteten. Jo mørkere der er, desto lysere bliver de. Desværre er de ganske dyre. Endelig skal det nævnes, at polaroidbriller med rigtigt glas og ikke blot plastik holder bedst. Og så kan de pudses uden at blive ridsede, hvad plastikglas bestemt ikke kan