Lystfiskeriets Historie.

I hundredetusinder af år har mennesket søgt føde i naturen. Det har jagt, fisket og samlet planter for at klare dagen og vejen. De stærkeste og mest opfindsomme klarede sig længst, og denne evige kamp for at overleve formede naturligvis også menneskets forhold til omgivelserne. Kreativiteten var ikke bare et udslag af opfindsomhed, men en nødvendighed i kraft af de hårde livsbetingelser.

Arkæologiske fund viser, at kunsten at medefiske var forholdsvis veludviklet for 7.000 år siden. Man har fundet flåd som var skåret af bark og blev brugt ved fiskeri med krog. Således beskrives det at de gamle grækere brugte stang og krog i fiskeriet. 200 år e.kr. havde kineserne udviklet stangfiskeriet så langt, at de benyttede sig af silkesnor og metalkroge. man ved også, at makedonerne på cirka samme tidspunkt fiskede med kunstagn af hår og fjer.
At dette folk ikke bare var langt fremme, hvad angår kultur og dannelse, viser også det faktum, at jernkroge først blev fremstillet i Europa i midten af jernalderen, ca. 300 år senere.

Udviklingen af grej og teknik gik langsomt fra midten af 1600-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet. Den vigtigste årsag til det var naturligvis, at sportsfiskeriet stadig havde et meget lille antal udøvere, og at disse lagde megen vægt på gamle traditioner. Topknyttede liner af hestehår, lange klodsede og snittede stænger og relativt simpelt bundne fluer var deres vigtigste grej.
I 1800-tallet kom den industrielle revolution, og med den begyndte grejet at udvikle sig i højere fart. Det medførte at det ikke kun var den "adel og gentlemen" der kunne fiske. Frem til midten af 1800-tallet var sportsfiskeriet altså en fornøjelse for de privilegerede, men derefter begyndte et bredere publikum i både Europa og USA at interessere sig for at fiske med stang og krog. Man fandt nye typer fiskevande, og man fik gradvis øjnene op for andre arter end de traditionelle, navnlig i havet.
Fluefiskerne, som i 1800-tallet udelukkende fiskede med tørfluer og klassiske vådfluemønstre, var den gruppe, som først og fremmeste holdt fast i de gamle idealer. De mente, at en korrekt præsenteret imitation af et naturligt insekt ud fra et sportsligt synspunkt var en helt overlegen måde at fiske med levende eller død agn på, en holdning som i øvrigt holdt stand langt ind i 1900-tallet.

Men det var også fluefiskeriet, der drev udviklingen af nyt og mere hensigtsmæssigt grej fremad, ikke mindst hvad angik stænger. Stængerne gennemgik flere udviklingsstadier i begyndelsen af 1800-tallet, f. eks eksperimenterede man med forskellige træsorter. Hassel, amerikansk valnød, lansetræ og greenheart, for at finde det perfekte stangmateriale. I 1846 blev den første splitcanestang fremstillet af en amerikansk violinbygger. Hermed fik bambus sit gennembrud som stangmateriale, og man havde opdaget en konstruktion, som langt overgik de tidligere. Splitcanestængerne var ikke bare forholdsvis lette og håndterlige, de resulterede også i længere kast end de tidligere typer. Men der gik 25 år, fra den første stang kom frem, til man havde effektiviseret teknikken så meget, at det blev rentabelt af fremstille dem i større mængder. Hjul blev der også eksperimenterede med til hav og å fiskeri. Spinnehjulet var både træge og klodsede og gav forholdsvis korte kast. Men man brugte også tykke og usmidige liner af bomuld og hør øgede ikke ligefrem deres rækkevidde. Derfor var det naturligt at ligge noget energi i at få fremstillet nogle bedre liner. I 1870´erne lykkedes det at fremstille linier af olieimprægneret silke, som blev opfattet som det helt store fremskridt, idet man kunne tredoble kastelængderne.

Men stadigvæk havde man et problem med hjulet, og først i 1900-tallet kommer de først fastspolehjul på markedet. Protypen til nutidens fastspolehjul blev fremstillet i Bradford i England i 1905. Herefter gik udviklingen stærkt, og man fik meget længere kast. Lige inden anden verdenskrig kommer der to nyskabelser, som måske har været mest epokegørende for sportsfiskeriets store verdensomspændende opsving de seneste 40 år. Fremkomsten af syntetiske liner og glasfiberstænger. Disse smidige og tynde liner gav selv nybegynderen mulighed for på ret kort tid at lære sig at kaste uden større problemer. Glasfiberstængernes holdbarhed og lave pris medførte, at hullerne i tegnebogen ikke nødvendigvis blev så store for den, som ville lære at fiske. Glasfiberstængernes popularitet har holdt sig, måske især fordi de er lette at fremstille og derfor billige, men også fordi de hele tiden bliver forbedret. Men med den hurtige udvikling idag, ser det dog ud til at glasfiber i fremtiden vil blive erstattet af andre materialer.
Kulfiberstængerne har vundet stort indpas hos mange fluefisker. Men nye materialer vil fortsat påvirke stangmarkedet. Med de stænger, som i dag fremstilles af kulfiber, kevlar og glasfiber samt forskellige blandinger af disse materialer, er man trods alt kommet et langt stykke ad denne vej.
Hvilken type af fiskeri man end trives bedst med, og hvilke fiskevande man end vælger at dyppe sin line i, vil altid være ens egen sag. Det vigtigste er ikke, hvad der adskiller os, men den interesse, vi har til fælles. Den, som en gang for alle er blevet sportsfisker, har en hobby, som varer resten af livet, og som kan varieres næsten i det uendelige. Både når det gælder selve fiskeriet, at sidde foran kaminilden med en spændende fiskebog, at fremstille sit eget fiskegrej og at drømme sig bort til sit favoritvand i de mørke vinteraftner.